Need some danishmen to rip my written history assingment apart
As the title says, I need some danishmen/people who speaks danish to rip my History assignment apart.
Please forward any and all criticism and comments by a PM to me, and please, be constructive, I dont like random raging and flaming.
File is in attachment, or here, whichever you prefer.
Problemformulering
Spoiler Alert, click show to read:
-Redegør for den anden puniske krig, 218-201 Fvt.
-Analyser, forklar samfund og årsager der førte til Roms sejr
-Vurder hvilke konsekvenser den anden puniske krig fik for Karthago
Den Anden Puniske Krig
Rom mod KarthagoSpoiler Alert, click show to read:
De puniske kriges navn stammer fra Romernes navn for Karthaginerne”Punici”, som kommer fra deres Føniske forfædre, Den Anden Puniske krig blev også kaldt den Hannibalistiske krig, eller krigen mod Hannibal. De 3 Puniske Krige blev udkæmpet fra 264 til 146 (1985) Fvt. Den anden puniske krig var nummer 2 i en række af krige udkæmpet mellem Karthago og Rom og krigen blev den mest beskostelige krig for den unge romerske republik.
Den anden puniske krig startede i 218 efter at Karthago havde mistet deres hold i Sicilien til romerne i den første puniske krig. Karthago begyndte med at udvide deres territorier på den iberiske halvø, (nu nutidens Spanien) noget som var blevet begyndt af Hamilcar Barca, far til Hannibal Barca. Karthago satte deres lid til Hamilcars svigersøn Hasdrubal og dernæst til Hamilcars søn, Hannibal.
Hannibals had mod Rom blev ikke meget bedre efter Romerne beskyldte ham for at krydse floden Iber, som Karthago, ved pagt, var nødsaget til at holde sig syd for.3 Krigen startede uofficielt først da Hannibal valgte at belejre Saguntum, en romersk allieret by. Rom tog det som en krigshandling selvom Saguntum flere gange havde angrebet pro-Karthaginske byer og slået pro-puniske familier inde i byen ihjel.
8 måneder senere havde Hannibal erobret Saguntum, og rom sendte en diplomat til Karthago og Polybius beskrev dette som meget dramatisk med at den Romerske diplomat tog fat i et stykke af sin toga med den ene hånd og fat i et andet stykke af sin toga med sin anden hånd og vaegtede dem efter hans ord ”Fred eller krig, Rom er ligeglad” og en Karthaginsk senator skulle have sagt “Vælg selv” og Rom valgte krig4. Krigen var nu officielt igang og Hannibal var på vej hen mod alperne med sine mænd og hans elefanter. Imidlertid var Publius Cornelius Scipio taget til Spanien fordi han ville stoppe Hannibal ved at slå mod hans hovedbase, Ny Karthago, men han vidste dog ikke at Hannibal var gået over Alperne til Italien.
Ved foden af alperne stod Hannibal med hans lejesoldatshær, klar til at krydse Alperne over til Italien og hans store mål, Rom. Hans krydsning af alperne skulle vise sig at være den sværeste march i historien. Hannibal gik ind i Alperne i den sene oktobertid. Undervejs var der mangen forvirring om den bedste rute igennem Alperne og hæren blev nødt til at vende om mange gange for at finde en ny vej. Derfor hyrede han Alpine galliske stammer til at vise vej for ham, men ikke alle Gallere var venlige, fordi selvom de hadede rom, så de stadig enhver fremmed som en fjende. Han udkæmpede flere slag mod Gallerne på vejen igennem Alperne. Flere af hans mænd døde og mange af hans elefanter styrtede i døden. Efter et par dage nåede han det højeste pas i alperne, men hans hær var tæt på at dø. Kulden, sult og demoralisering. Men Hannibal fik dem i gang og begyndte nu at gå ned, mod Italien og Rom.5 Han kom ned til Italien med hans trætte hær og hans overlevende elefanter, Hannibals invasion af Italien var begyndt.
Hannibals første slag i Italien, ved Ticinusfloden var mod Scipio og hans kavaleri, Scipio blev i løbet af dette slag hårdt såret og tabte derned Roms første slag mod Hannibal. Scipios søn, Publius Cornelius Scipio Africanus, som dog først fik tilnavnet Africanus senere, var med i dette slag, og her fik han sin første smag på Hannibals taktikker. Efter slaget var der mange Gallere som boede i norditalien på dette tidspunkt som sluttede sig til Hannibals hær fordi de indædt hadede Romerne for at have invaderet deres hjemstavn. Hannibal kontrollerede nu Norditalien og bevægede sig nu sydpå for at forsøge at afskære Rom fra dets allierede byer.
Mens dette foregik blev Rom mere og mere desperate, indtil de til sidst slog hånden i bordet og besluttede sig for at udslette Hannibal en gang for alle. De samlede 8 legioner, hver på 5.000 mand, som er 1.000 mere end normalt, plus hver legions auxilliere og deres allierede. Intet mindre end 86.000 tusinde romerske soldater marcherede mod deres død til Slaget ved Cannæ. 6Hannibal brugte sin meget undertallige hær og fik vendt slaget ved hjælp af hans genialitet på slagmarken. 50.000 Romere døde på en dag, slagtet af Hannibals lejesoldater. Hannibal gik derefter rundt og samlede ringe fra de romerske aristokrater som skulle bruges til at overtale Karthago til at sende ham forstærkninger.
Hannibal sendte hans bror Mago, tilbage til Karthago med alle guldringene, for at sikre forstærkninger til Hannibals hær, samtidig med at han sendte en delegation til Rom for at tilbyde dem af de kunne kapitulere, men Rom afviste denne tilsending uden så meget som at snakke, Da Mago kom til Karthago og bedte om hjælp, blev han mødt med afvisning, frustreret tog han tilbage til Hannibal.
Imellemtiden i Rom, blev senatet mere og mere desperate, og de slog en streg over den Romerske regelbog, for normalt skulle man være i deres 40ere før man kunne blive general, men Scipio Africanus den Ældre blev udnævnt i hans 20ere, på baggrund af hans mangeårige kampe med Hannibal. Reglerne for hvem der kunne blive indlemmet i hæren blev også slækket. Drenge blev indlemmet, fanger blev tilbudt frihed, slaver blev tilbudt frihed, krigsfanger blev tilbudt retssikkerhed. Ved at drage fra Roms allierede, havde Rom den største menneskereserve i europa på dette tidspunkt.
Under Scipio lagde romerne en ny plan for at uddrive Hannibal fra Italien, Scipio skulle underlægge sig Spanien. Da han nåede frem, erobrede han den iberiske halvø til Romerriget, men han kom for sent til at stoppe broderen Hasdrubal for at gå over alperne med forstærkninger til Hannibal. Men efter Hasdrubal havde lavet en vellykket alpeovergang med en Keltisk lejesoldats hær ankom han til Po-Sletten og han havde aftalt med Hannibal at mødes7 men han nåede det aldrig, og han blev udslettet ved Metaurus, dette kostede Hannibal hans meget tiltrængte forstærkninger.
Selvsikker som han var, begyndte Hannibal at marchere mod Rom , men da han ankommer får han noget katastrofalt af vide. Scipio havde invaderet Karthago. Hannibal tog derfor prompte tilbage til Karthago, et sted han ikke havde set siden han var 9. Han mødtes med Scipios hær ved Zama-sletten, og han mødtes med Scipio før slagets begyndelse8, og efter sigende da han blev spurt om hvem der var den største general nogensinde, skulle han have svaret: Alexander den store, Pyrrhus af Epirus og dernæst ham selv.9
Slaget ved Zama blev Hannibals eneste nederlag, hans hær mødtes med den nye romerske hær, der i modsætning til den ved Cannæ, kunne manøvrere rundt, romerne udhanniballede Hannibal. Slaget ved Zama markerede slutningen på den 2nd Puniske krig, og Karthagos anden nederlag til Rom.
Analyse af Den Anden Puniske Krig
Det Karthaginske perspektiv
Spoiler Alert, click show to read:
Karthago var oprindeligt en Fønikisk by bygger af de gamle Fønikere, oprindeligt en koloni, men Karthago udviklede sig senere til at blive den største magt inden for middelhavet, for så til sidst at blev udslettet totalt af Rom.
Vi ved ikke særlig meget om Karthago eftersom de var blevet udslettet og brændt til grunden af Rom som slutningen på den tredje puniske krig. Men det vi ved om dem, er gengivet af en række historikere, bla. Polybius, Livius, Appadian mm. Karthago var bygger op omkring 2 ting, søhandel og landbrug. Deres flåder rejste op og ned af middelhavet for at handle med forskellige imperier og byer, og på denne måde opbygget en umådelig rigdom og handelsmagt. Denne rigdom blev der dog ikke dispenseret af i den anden puniske krig, eftersom at det Karthaginske senat distancerede sig lidt fra Hannibal, for at have en plausibel undskyldning til Rom da Hannibal gik i krig.
Hvad vi ved om Karthago, er at de igennem flere hundrede år var blevet den dominante magt i middelhavet, og de var blevet store nok til at udfordre Rom om dominans over Middelhavet, fordi der var ikke plads til dem begge to. Dette udmundede så i den første puniske krig, som Rom vandt, trods store tab til de overlegne Karthaginske flåder. Selvom Karthago korsfæstede deres kommandører for at have fejlet, var der 1 mand de ikke korsfæstede, Hamilcar Barca.Hamilcar Barca besluttede sig for at annekse den Iberiske Halvø (nuværende Spanien) til Karthago, og dette træk blev meget vigtigt for både Karthago men også det fremtidige Rom.
Den Iberiske halvø var af yderst vigtig karakter for Karthago, for det første var det en udvidelse af deres allerede store imperium, for det andet, åbnede det op for Karthagos sølvhandel, og undertiden skulle dette sølv sponsere den anden puniske krig. Yderligere, blev den Iberiske halvø også et vigtigt strategisk punkt for Karthago, eftersom at de med den, kunne sikre sig en ekstra base i tilfælde af at Rom skulle invadere Karthago, og byen blev da også kaldt Ny Karthago
Men hvis man spoler tiden tilbage før de puniske krige, så var Rom og Karthagos forhold, yderst venskabeligt, som Rudi Thomsen skriver:
”Forholdet til Rom havde ellers lige til Pyrrhos-krigens dage været udpræget venskabeligt, og venskabet var i tidens løb blevet befæstet gennem fire traktater, som fastlagde de to staters indbyrdes forpligtelser”
Og som dette så fint viser, udviklede venskabet sig til had. Spændingen mellem de 2 imperier steg efter Pyrrhus krigene, og de steg til det tidspunkt hvor det ikke kunne betale sig at være i alliance med hinanden, rent økonomisk og militært, en naturlig udvikling for 2 ekspansionslystne imperier. Men forskellen fra Rom og Karthago var at Rom var meget mere præget af deres militær, og de var afhængige af deres legioner, mens Karthago var en handelsmagt.
Men da den første puniske krig var ovre, blev Karthago pålagt restriktioner på deres handel, og det blev fastslået at de skulle betale krigserstatning, dette bragte Karthago i en økonomisk klemme som de først fik løsnet op for, efter at de var begyndt at drive rovdrift på de spanske sølvminer og sølvet begyndte at strømme ind i Karthago
Barca-familien vidste nok godt at Karthago aldrig ville være sikker mod Rom, så længe Rom stadig stod og truede resten af Middelhavet, derfor byggede de et imperium i spanien, til dels til forsvar af Karthago, og hvis nødvendig, hvilket det blev for Hannibal, til angreb på Rom, Men om Karthago vidste det, er uklart, men ret sikkert. Om de valgte at bekymre sig om det, er noget andet.
Da Karthago havde fået fastsat sig på den Iberiske halvø, begyndte den lange proces med at kultivere landet, få åbnet miner og få nedslået lokale rebeller. Hannibals far Hamilcar, døde under en kamp med rebellerne og Karthago satte så deres lid til hans svigersøn Hasdrubal, som så senere overførte arven til Hannibal, som tidligere havde svoret en ed mod rom der sagde, som Livius skriver:
”Så snart han var gammel nok, ville han være en fjende af Rom”
og netop denne ed var det der skabte og definerede Hannibal i resten af hans liv, og det var også dette der skabte hans intense had til Rom. Og netop dette had til Rom, og det faktum at han var uden for Karthagos politiske rækkevidde, netop fordi han var en Barca, gjorde at han startede den anden puniske krig. Men som Polybius skriver, var det ikke Hannibal der startede krigen, med derimod Rom, hende selv.
Efter et par år og da Hannibal var blevet voksen, havde han fået samlet sig en hær af lejesoldater, betalt bl.a. med det sølv som hans miner i Spanien producerede, en af minerne skulle siges at producere 300 romerske pund sølv om dagen. Dette kan være forklaringen på at Hannibal var i stand til at få samlet en så stor hær af lejesoldater, uden økonomisk støtte fra hans hjemby Karthago
Den hær som Hannibal stillede, var lavet efter hans eget billede, den var mobil, stor og veltrænet. Dette udnyttede Hannibal meget i hans kampe mod de klodsede Romerske legioner.
Professor John F. Lazenby skrev engang:
”Hannibal var som en bokser sat overfor en tungere modstander; han distraherede, snød sig uden om, og undgik og holdt sig uden for rækkevidde – men hans slag var ødelæggende når han fik muligheden”
Hannibal vidste at for at slå Rom, skulle der mere end bare mænd til, der skulle nøje planglagte taktikker og strategier til. Dette blev udvist i stor grad ved Slaget om Cannæ hvor han knuste en hær på 86.000 romere, med kun ca 46.000 mænd. Men hvis der var 1 ting som var overflødig i Hannibals hær, var det hans stridselefanter. Ud af de 37 han tog med, overlevede kun 3. Men selv disse udgjorde ikke nogen forskel i Hannibals kampe med Romerne, og de var ubrugelige, pånær med deres kæmpe psykologiske effekt. En elefant står for styrke, og udholdenhed, og hvis man som Romersk spejder så dem i horisonten, og fortalte det til sine overordnede, havde de nok set på manden som en fuldert, for det var jo umuligt at der kunne være elefanter i Italien.
Men hvis der var noget der afholdte Hannibal fra at knuse romerne fuldstændig, var det, det Karthaginske senat. De nægtede at støtte Hannibal i italien, selvom han overbevisende havde knust 8 romerske legioner ved Cannæ, de sagde indirekte til ham
”Hvis du kan tage Rom er det fint, så længe du gør det billigt og uden at tilsmudse vores navne”
Og for en mand som Hannibal måtte det have været utroligt frustrerende. Han var en Barcid, en militærmand, i et fuldstændig omvendt samfund.
Men Hannibal bar ikke nag mod Karthago, for da Scipio belejrede Karthago, rejste han straks hjem for at beskytte hans hjemby, som han tilmed ikke havde set siden han var 9 år gammel. Hannibal var meget stolt af sin hjemby, bare ikke af dem der styrede den. Han var istand til at se igennem inkompetente mennesker, der ikke har forstand på krig. Derfor forsøgte han at redde Karthago og dets kultur og indbyggere, ikke dets ledere. Men dette gjorde også at han tabte til Scipio ved slaget ved Zama, hvor Scipio, efter flere års slåskampe mod Hannibal, havde lært Hannibals tricks.
Alt dette viser, at selvom Karthago officielt var indblandet i den anden puniske krig, ville de ikke anerkendes for det, medmindre Hannibal vandt krigen. Karthago var et arketypisk ”hør intet ondt, se intet ondt” samfund, noget som kostede dem deres eksistens som bystat og som kultur. Men man kan sige, at Karthago blev uvilligt trukket ind i den anden puniske krig, fordi de ikke havde nogen kontrol over Hannibal, en mand så opsat på at få hævn på den store fjende, Rom.
Det Romerske perspektiv
Spoiler Alert, click show to read:
Rom var et meget dekadent og arrogant samfund, som kollektivt satte deres lid til deres legioner, de var ikke opsatte på en ændring af deres elskede republik som man kan se ved at analysere Romersk taktik og politisk udholdenhed igennem de puniske krige. En romersk legion bestod typisk af 4.000 mænd, sat op i særlige krisetider, til 5.000 mænd, plus deres Auxilliere og deres kavaleri. Der var ca. det samme antal Auxilliere som der var legionærer, men eftersom den anden puniske krig foregik på et tidspunkt hvor Rom, som republik, stadig var ung, var hæren ikke den samme som den der senere skulle skabe det Romerske imperium.
Da Hannibal begyndte hans belejring af Saguntum, regnede romerne ham for at være en simpel rebel, lige til at kvase, som man ville gøre det med et insekt, og de blev forbløfede over at han havde nerven til at sende deres delegation tilbage til Rom. Men i løbet af den 8 måneder lange belejring af Saguntum kom Rom ikke til undsætning af deres allierede, nok fordi de ville se Hannibal an, om han rent faktisk ville gennemføre hans belejring, hvilket han gjorde, og han slagtede hele befolkningen. Hvis man er Rom, og man ser denne nedgøring af ens suverænitet, så bliver man ikke siddende og triller tommelfingre. Rom sendte straks en delegation til Karthago og han krævede at Karthago kom med en beslutning, krig eller fred. Eftersom Hannibal var uden for Karthagos rækkevidde, mente de ikke at noget de kunne sige, kunne hjælpe, så da de bedte delegationen om at besteme, agerede delegationen med typisk romersk selvsikkerhed og valgte krig.
Rom var på dette tidspunkt, stadig en meget ung republik, endnu rådede de kun over Italien, og deres militærstruktur var meget kluntet og ensformet. Og eftersom Rom både både var klasseopdelt og et stændersamfund, blev det meget typisk at romerske officerer, ofte blev officerer fordi deres forfædre var, og i mange tilfælde kunne det være dårligt, men Rom var heldig med Scipio Africanus der efter Slaget ved Cannæ, ændrede den romerske struktur fuldstændig. Ingen brokkede sig over at krigsskatten blev fordoblet, og folk de strømmede til hæren. Netop dette viser at Romere, var meget nationalistiske, og stolte over deres kultur. De var bange for Hannibal, som netop havde udslettet Hundretusinder romere, 30.000 ved et overfald ved Trasimine, 50.000 ved Cannæ, og flere andre ved forskellige slag ved småbyer, og derfor ville de også støtte den Romerske stat, som stod for orden og lov, i modsætningen til, efter Romersk opfatning, barbaren Hannibal.
Da Hannibal raserede rundt i Italien, og underlagde sig byer, blev han sikkert overrasket over den mængde byer der ikke ville gå med ham, fordi, for dem, stod Romerne for sikkerhed, lov, orden og retfærdighed, og de vidste ikke engang hvor Karthago lå, så de kunne ikke forstå den personlige situation Hannibal stod i. De ville bare fortsætte med deres liv og ikke fokusere på en bystat hvis navn de ikke kun udtale.
Men der var også mange byer til tilsluttede sig Hannibal, enten ved tvang eller valg, nok mest med ud af frygt og ved tvang, men mængden af byer der holdte sig loyal til Rom, var klart i flertal, det kunne være som følge på slaget ved Trasimenesøen, hvor Hannibal overfaldt og lavede mord på 30.000 romerske soldater, og alle ikke-Trasimenere der boede i området. Nogen som Rom og dets allierede byer ikke kunne lide, overhovedet. For hvis der var en ting som Rom proklamerede, var det: Det velbefindende af mange, overtrumfer det velbefindende af få, altså Rom var meget solidarisk og Rom vidste godt at det havde brug for allierede til at køre rundt, hvilket var en af grundende til at de var meget velkomne overfor småbyer osv.
Et andet godt eksempel på den arrogance som Romerne udstillede i løbet af den her krig, var da de afviste Hannibals delegation efter Cannæ slaget, uden at tale med delegationen. De viste deres stolthed, og den mængde troskab som de puttede i deres legioner. Men problemet med dette var, at før Cannæ, kunne det Romerske militær kun 1 ting; slå. Det var deres eneste trick i bogen. De kunne blive ved med at sende folk afsted, som de altid havde gjort før i tiden da de skulle overtage Italien, men Hannibal var ikke en fjende de havde mødt før, og han kæmpede meget anderledes end de klodsede Romerske officerer og legioner.
Man kan sige at den direkte årsag til Roms sejr var, at Hannibal var blevet dårligere eller Scipio bare var bedre end Hannibal, men så ville man lyve, fordi Hannibal havde gentagne gange bevist at han var den bedste. Men hvad der hjalp til Roms sejr, var deres komplete omstrukturering af deres militær, som følge af Scipio Africanus' reformer. En anden ting der medførte til Roms sejr var, at de holdt ud mod Karthago, da Hannibal invaderede Italien. Ethvert andet imperium ville have foldet efter hvad der skete ved Cannæ, men ikke Rom. Rom holdt ved, fordi de enten var dumdristige, stædige eller ekstremt selvsikre på at de eventuelt ville vinde denne krig. Hvilket de gjorde efter Hannibal mødtes med Scipio ved Slaget ved Zama, og da han første gang fik hans første og sidste smag på den komplet nye romerske hær.
Et andet godt eksempel på den arrogance som Romerne udstillede i løbet af den her krig, var da de afviste Hannibals delegation efter Cannæ slaget, uden at tale med delegationen. De viste deres stolthed, og den mængde troskab som de puttede i deres legioner.
Romerne vandt skam også den anden puniske krig på grund af deres stædighed og deres selvsikkerhed. De ændrede også deres militærsystem meget, hvilket i sidste ende gjorde at de kunne besejre Hannibal på slagmarken.
Rom har aldrig givet op, og ville heller aldrig komme til at give op, men der var noget ved Hannibal der skræmte dem, det måtte der have været, fordi de brændte Karthago ned til grunden, og efter sigene, såede de jorden med salt, noget som de aldrig havde gjort før, og noget som de aldrig kom til at gøre igen. Og den store Romerske taler Cato, sluttede da også enhver tale han holdte, ligegyldigt emnet:”Ceterum autem censeo, Carthaginem esse delendam” altså, ”I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges”
Konsekvenser for Karthago?
Spoiler Alert, click show to read:
Slutningen på den anden puniske krig, bragte uundgåeligt flere restriktioner på Karthago, selvom selve byen var en uvillig deltager I krigen. Karthago var ikke længere en handelsmagt efter den anden puniske krig. De havde mistet deres sølvminer i spanien efter Roms invasion, de fik pålagt flere skatter og krigserstatninger, og Hannibal valgte at gå i eksil, så de mistede deres bedste hærfører, hvilket nok ikke gjorde et særlig stort udslag.
Yderligere mistede Karthago deres århundrede gamle dominans over middelhavet til Rom, som havde invaderet dem i den første puniske krig. Rom blev mere og mere aggresive i årene efter den anden puniske krig, og til sidst, i slutningen af den tredje puniske krig, blev Karthago jævnet med jorden og størstedelen af deres skrifter brændt. Men Rom genopbyggede dog Karthago senere, dog som en Romersk by.
En uheldig sidegevinst ved Hannibal var at på trods af at Hannibal havde forsøgt Rom udslettet, var han med til at skabe det fremtidige rom, pga. den militære omlægning, og han var så også med til at sikre sig Karthagos undergang og Roms kolonisering af meget af Europa, så paradoksalt nok, skabte han det han hadede allermest.
Konklusion
Spoiler Alert, click show to read:
Konkluderende kan man sige om den anden puniske krig at den varede fra 218 til 201 og den stodmellem Karthago og Rom, de 2 hovedaktører var Hannibal Barca og Publius Cornelius Scipio Africanus den Ældre, den bestod i hovedtræk af at Hannibal belejrede saguntum og Rom erklærede krig, derefter gik han over alperne og invaderede Italien. Han udkæmpede en række slag mod Romerne som han vandt stort. Romerne tog derefter hans magtbase i Spanien og belejrede derefter Karthago. Hannibal vendte tilbage for at beskytte Karthago, og tabte en slag mod Rom, ved Zama.
Selvom det er små, minutiøse detaljer der ofte afgører krige, som det f.eks. er set med den amerikanske borgerkrig, blev den anden puniske krig vundet af Romerne, primært igennem Scipios reformer, og den Romerske befolknings solidaritetsprincipper og selvopofrelse. Den Romerske stædighed spillede også en væsentlig rolle i deres samfund, og med Karthagos uduelige senat som indirekte hjalp Rom, ved ikke at sende forstærkninger til Karthago, hældede udfaldet til Roms favør.
Med de restriktioner som blev pålagt Karthago efter den anden puniske krig, er det ingen overraskelse at Karthago holdt op med at være handelsmagt. Efter at have mistet deres sølv i spanien og deres handelsflåde til Romerne, holdte de sig til agrikultur, de mistede herved deres dominans i middelhavet, og blev reduceret fra den største handelsmagt, til et landbrugssamfund. Men den Karthaginske kultur skulle også ophøre en dag, da Rom i slutningen af den tredje puniske krig, jævnede Karthago med jorden, satte det en endegyldig stopper for deres dominans i middelhavet
Kildekritik
Spoiler Alert, click show to read:
De 3 primære kilder hvor der er udført mest om de puniske krige er Polybius, Livius og Appian. Man kan sige meget om de 3 kilder, men de fremfører deres materiale forskelligt, og de har forskellige fakta. Polybius er græker, mens Livius er romer, ligeledes er Appian, dog af græsk etnisk herkomst. Forskellen mellem de 3 kilder er at man kan se Polybius tekster som en slags Hannibal forherligelse, med de store tabstal han smider om sig, men eftersom Livius er romer, kan man ikke tage hans tal helt uden kritik heller. Han kunne have ændret i dem sådan at det så ud til at Senatet ikke var så hårdt presset alligevel af Hannibal. Men 1 ting er de 2 historikere dog enige om: at romerne fik grumme tæv ved Slaget ved Cannæ.
Appian ser man mest fra den romerske vinkel og en forherligelse af Scipio, som til hans legende, var en god hærfører, men fra Appian ser man det romerske perspektiv på hvad der skete. Der er næsten intet fra Hannibals side i hans lange gengivelse, som dog er mere overskuelig end Polybius og Livius gengivelser.
Mht. Dokumentaren som jeg har set i forbindelse med denne her opgave, kan man sige at den er mere pålidelig end en bog, primært fordi den er blevet formuleret af flere historikere, hvorimod en bog kun er formuleret af en, eller to.
Thank you very much in advance, and I apologize if this is against the rules, please dont smite me.
Reply With Quote
Originally Posted by Kralle18
), which is one of my favourite kinds of written norwegian.
